Lokaletilskud under nedlukning

Oprettet: 19.03.2020
Kære foreninger
 
Det er jo en helt usædvanlig situation vi er vidne til i disse uger. Det påvirker os alle, og der er mange, der er udfordrede på deres virksomhed og levebrød. 
Dette gælder også foreningslivet, hvor alle aktiviteter nu er lukket ned. Det betyder bl.a., at de faciliteter I, i foreningerne benytter jer af til daglig, er stærkt udfordrede på økonomien. Mange steder er de ansatte blevet midlertidigt afskedigede, men der er stadig en lang række grundudgifter, som skal betales og økonomien er presset.
Kultur- og fritidsudvalget har derfor drøftet problematikken og besluttet at lave nogle ekstraordinære tiltag, for at sikre vores haller og andre idrætsfaciliteter – og sikre, at I som foreninger efter krisen, igen kan benytte dem. 
 
Udvalget har besluttet:
At der stadig udbetales lokaletilskud, til de aktiviteter, der ville ha fundet sted, hvis ikke hallerne var lukket ned. Dvs. at I modtager lokaletilskud til de pågældende aktiviteter, selvom der ikke har været aktivitet.
I vil altså stadig vil modtage en afregning fra hallerne, som I så skal trække lokaletilskud hjem til. 
At hallerne ekstraordinært får muligheden for, at få deres kommunale tilskud fra hele 2020 udbetalt nu, hvis deres likviditet er udfordret.
 
Vi er godt klar over, at det også kan være en udfordring for jer i foreningerne, men vi vil gerne appellere til, at vi står sammen om at sikre fremtiden for vores fælles idrætsfaciliteter. 
Jeg vil gerne høre fra jer, hvis der er særlige udfordringer i jeres forening. Så vil vi naturligvis drøfte det i Kultur- og fritidsudvalget. Send en mail til undertegnede og til per.hoegh@rksk.dk .
Så vil der blive taget hånd om jeres udfordring.
 
Med venlig hilsen
 
Erik Viborg, formand for Kultur- og fritidsudvalget