Foreningssamvirket

For at samle interesserne på fritidsområdet, og fremme dialogen med det politiske niveau, er der etableret et Foreningssamvirke.

Ringkøbing-Skjern Kommune har ikke et folkeoplysningsudvalg, men Kultur- og Fritidsudvalget har de kompetencer, der er beskrevet i folkeoplysningsloven. 

 

Foreningssamvirkets dagsordener og referater

Du kan finde foreningssamvirkets referater og dagsordener her

 

Foreningssamvirkets medlemmer i 2022/2023

Formand René Holbøll Videbæk/Fiskbæk KFUM
Næstformand Aage Ottosen KFUM spejderne Sdr. virum
Bestyrelsesmedlem Kristen Højbo Jansen  Videbæk Gymnastik og Ungdomsforening
Bestyrelsesmedlem Lars Thomsen Spjald Fritid
Bestyrelsesmedlem Mette Lange Andersen Ringkøbing Svømmeklub
Bestyrelsesmedlem Benny Steffensen Klittens Skytteforening
Bestyrelsesmedlem Niels Hybholt Videbæk Skytteforening
Bestyrelsesmedlem Piet Egmouth Ringkøbinggarden
Bestyrelsesmedlem Minna Laursen DDS spejderne i Borris
     

Ønsker du at kontakte Foreningssamvirket, kan du få deres oplysninger i Fritidsafdelingen eller på fritid@rksk.dk 

Der er pt ingen suppleanter i Foreningssamvirket 

Foreningssamvirkets vedtægter

Ringkøbing-Skjern kommune har besluttet at der ikke skal nedsættes et folkeoplysningsudvalg, men at kultur- og fritidsudvalget udøver de kompetencer, der er beskrevet i folkeoplysningsloven.

I stedet nedsættes et Foreningssamvirke og et Aftenskolernes Samvirke,

 

§ 1

Formål

Formålet med Foreningssamvirket er at samle interesser på foreningsområdet i Ringkøbing-Skjern kommune i ét organ, for derved at fremme dialogen med det politiske niveau og udviklingen af foreningslivet.

 

§ 2

Foreningsrepræsentantskabet

2.1 - Deltagere

Der opereres ikke med et medlemsbegreb, men alle godkendte foreninger har ret til at deltage i foreningsrepræsentantskabet, som består af repræsentanter fra samtlige foreninger, der kan modtage tilskud i henhold til folkeoplysningslovens kap. 5.

 

2.2 - Møder

Foreningsrepræsentantskabet indkaldes til møde min. 1 gang om året. Mødet holdes i februar måned.

Indkaldelsen sker skriftligt i et samarbejde mellem Ringkøbing-Skjern kommune og Foreningssamvirket med mindst 14 dages varsel.

På mødet skal afholdes valg til Foreningssamvirket.

 

2.3 - Opgaver

Foreningsrepræsentantskabet skal vælge medlemmer til foreningssamvirket + 2 suppleanter.

Derudover skal repræsentantskabet fungere som bagland for foreningssamvirket, og fungere som et forum til gensidig inspiration og støtte – og dermed fremme samarbejdet mellem de mange foreninger i kommunen.

 

2.4 - Stemmeret

Hver forening har én stemme.

 

§ 3

Foreningssamvirket

3.1 - Deltagere

Foreningssamvirket består af 15 medlemmer, som vælges af foreningsrepræsentantskabet.

 

3.2 - Valg

Alle valg gælder for 2 år, således der afgår henholdsvis 7 og 8 medlemmer hvert år. Genvalg kan finde sted. Første år afgøres ved lodtrækning, hvem der afgår efter 1. år.

Afgår et medlem i valgperioden indtræder suppleanten i medlemmets valgperiode.

 

3.3 – Konstituering

Foreningssamvirket konstituerer sig selv på det 1. møde efter valget med formand og næstformand.

 

3.4 – Møder

Foreningssamvirket holder møder efter behov. Foreningssamvirket er beslutningsdygtigt når mindst halvdelen af medlemmerne er til stede.

Beslutninger træffes ved almindelig stemmeflertal. Står stemmerne lige bortfalder forslaget.

2 gange om året afholdes der møder mellem Foreningssamvirket og Kultur- og Fritidsudvalget på foranledning af udvalget.

En repræsentant fra Kultur- og fritidsforvaltningen deltager i Foreningssamvirkets møder uden stemmeret.

 

3.5 – Opgaver

Det er foreningssamvirkets opgaver:

  • At afgive udtalelse og indstillinger om forhold vedr. foreningsområdet i kommunen (folkeoplysningslovens kap. 5), herunder
  • At medvirke ved udarbejdelse og udmøntning af årlige handleplaner til opfyldelse af kultur- og fritidspolitikken
  • At komme med forslag og ideer til udvikling af foreningsområdet
  • At forvalte evt. midler, som besluttet af kultur- og fritidsudvalget

 

3.6 – Administration og drift

Udgifterne til drift af foreningssamvirket afholdes af Ringkøbing-Skjern kommune indenfor den samlede ramme til tilskud i henhold til folkeoplysningslovens kap. 5. Kommunen stiller herudover administrative ressourcer til rådighed.

 

3.7 – Forretningsorden

Foreningssamvirket vedtager selv sin forretningsorden.

 

3.8 – Underudvalg

Foreningssamvirket kan nedsætte underudvalg efter behov og efter aftale med kultur- og fritidsforvaltningen.

 

§ 4

Vedtægter

Vedtægterne for foreningssamvirket skal godkendes af byrådet for Ringkøbing-Skjern kommune.

Forslag til vedtægtsændringer kan først sendes til byrådets godkendelse efter høring i foreningsrepræsentantskabet og efter godkendelse i foreningssamvirket.