Fritidsundervisning for voksne

Der ydes tilskud til godkendte oplysningsforbund og foreninger, hvis virksomhed hovedsageligt omfatter undervisning, studiekredse og foredragsvirksomhed for voksne.

Ansøgning

Oplysningsforbund, aftenskoler og foredragsrækker skal indsende ansøgningsskema til Fritidsafdelingen.

Hvad gives der ikke tilskud til:

  • Aktiviteter med formål som agitation, behandling, underholdning, forkyndelse eller udbredelse af overtro
  • Aktiviteter inden for spil, idræt, konkurrencepræget virksomhed og dans, bortset fra folkedans
  • Undervisning om fremstilling af alkoholiske drikke
  • Aktiviteter som Zumba og Modern Dance

Dette gælder både teoretisk undervisning og praktisk udøvelse.

Krav til undervisningens omfang

For at opfylde kravene til folkeoplysning skal den enkelte aftenskole tilbyde mindst én af følgende:

  • Et længerevarende kursus over mindst 3 aftener eller en weekend
  • Tre enkeltkurser (dag- eller aftenkurser) eller foredrag
  • Foredrag skal vare mindst 2 timer inkl. debat (ekskl. pauser)

Beregning og udbetaling af tilskud

Tilskud udbetales på baggrund af gennemsnittet af de seneste 3 års timeforbrug samt tillæg fra 10-procentpuljen. Hvis det samlede tilskud overstiger den budgetterede ramme, sker der en forholdsmæssig regulering.

Der kan ansøges om genfordeling af tilbagebetalte midler i oktober.

Aftenskolerne modtager tilsagn om tilskud og lokaletilskud for det kommende år i september. Tilsagnet er betinget af byrådets godkendelse af budgettet i oktober.

Tilskuddet udbetales i to rater:

  • Første rate: 2/3 af tilskuddet udbetales i januar
  • Anden rate: udbetales i august, medmindre aftenskolen meddeler, at beløbet ikke skal bruges
  • Aftenskoler med under 10.000 kr. i tilskud får hele beløbet udbetalt på én gang

Tilskudsbrøker

Kultur- og Fritidsudvalget har fastsat følgende tilskudbrøker:

Aktivitetstype

Tilskudsandel

Almen undervisning og foredrag

maks. 1/3

Handicapundervisning

maks. 7/9

Små hold, fx instrumentalundervisning

maks. 5/7
Hold i tyndt befolkede områder maks. 5/7

Tyndt befolkede områder defineres som områder uden for hovedbyerne Ringkøbing/Rindum, Videbæk, Tarm, Skjern og Hvide Sande. Der skal være mindst 6 og maksimalt 8 deltagere.

Ved foredrag kan der maksimalt ydes tilskud svarende til 6 timer pr. arrangement.

Løn og lønregulering

Der ydes kun tilskud, hvis Undervisningsministeriets lønbekendtgørelse nr. 353 af 15. maj 2003 anvendes. Ringkøbing-Skjern Kommune følger KL’s lønsatser.

  • Lederen kan modtage op til 13 % af lærerlønnen
  • Lønregulering sker pr. 1. april

Handicaphold

På handicaphold må der maksimalt være 7 deltagere. Deltagere skal skriftligt erklære deres handicap i relation til undervisningen. Erklæringerne skal opbevares i foreningen og skal kunne fremvises ved stikprøvekontrol.

Lukkede hold

Der kan oprettes lukkede hold, f.eks. for ikke-etnisk danske kvinder, for at tiltrække grupper, der normalt ikke benytter folkeoplysningen.

Debatskabende aktiviteter

Aftenskolernes samlede tilskud forhøjes med 11,111 %. Heraf skal 10 % anvendes til debatskabende aktiviteter.

  • Emnerne skal være væsentlige og af interesse for fællesskabet
  • Debat skal være en naturlig og central del af arrangementet
  • Der må ikke opkræves deltagerbetaling
  • Tilskuddet kan ikke bruges til transport, forplejning eller andre deltagerudgifter

Fleksible tilrettelæggelsesformer

Der kan anvendes op til 40 % af det resterende tilskud (efter 10 % til debataktiviteter) til fleksible tilrettelæggelsesformer.

  • Tilskudsbrøken er 1/3
  • Ved næste års tildeling indgår aktiviteten i beregningen med et loft baseret på antal lektioner og timeprisen for lærer- og lederløn